Med histogrammet kan du hurtigt se, om dit billede er korrekt eksponeret. Histogrammet kan nemt gå hen og blive din bedste ven, når du er ude at skyde billeder.
Histogrammet er et almindeligt søjlediagram, som du kender fra Excel. Det viser dig hvordan billedets pixels fordeler sig med sort til venstre (værdi 0) og hvis til højre (værdi 255). Højden på søjlerne bestemmes af antallet af pixels med samme værdi.
Og så spørger du sikkert, hvorfor man dog skal bruge histogrammet, når man nu kan se billedet på skærmen? For det første er skærmen ikke særlig stor, og i solskin kan det være stort set umuligt at vurdere billedet.
Dette histogram viser en fin fordeling af tonerne, og giver et veleksponeret billede.
Her har jeg overeksponeret billedet med 2 blænder, og du kan tydeligt se, hvordan de hvide toner i højre side bliver klippet. Du kan også se, at de mørkeste toner er grå. Der er stort set ingen mørke toner i billedet (ingen data i venstre side af histogrammet). Det vil være svært at rette op på sådan et billede i billedbehandlingen.
Det sidste billede har jeg underbelyst med to blænder. Her er det tydeligt, at den lyseste tone er grå – der er i det hele taget ikke mange lyse toner tilbage i billedet. Til gengæld er de mørke toner ikke klippet helt af. Men alt i alt et meget undereksponeret billede, som virkelig kræver sin m/k i billedbehandlingen.
Det er svært at sige, hvordan det optimale histogram ser ud. Det afhænger af dit motiv. Men hvis du bruger histogrammet både, når du taget billeder, og når du billedbehandler, vil du hurtigt få en god fornemmelse af, hvilket histogram der giver den bedste eksponering på de forskellige motivtyper.
Læs mere om histogrammet i denne artikel på Digital Magasinet.
God fotojagt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar