mandag den 28. februar 2011

Delvis sort/hvid


Graffiti on Gate
Originally uploaded by Ole G.
Ved at fjerne farve fra dele af dit billede kan du henlede opmærksomheden på øvrige elementer. I dette billede har jeg fjernet farven fra muren for at lede beskuerens opmærksomhed mod graffitien på porten.

Projekt 52, uge 9: Tags


Graffiti
Originally uploaded by Ole G.
Det vil næppe føre nogen steder hen at begynde at diskutere, om graffiti er hærværk eller kunst. Blot vil jeg mene, at alle mennesker -- også graffitimalere -- må stå til ansvar for deres handlinger.

Jeg ved godt, det koster DSB buler af penge at fjerne graffiti (se første afsnit :-). Men når alt det indlysende er sagt om graffiti, er det svært at komme uden om, at nogle af "værkerne" faktisk besidder sin egen skønhed.

Disse graffiti har jeg skudt på Vesterport station i København. Vel hjemme i varmen samlede jeg dem i en collage i Photoshop Elements 9.

søndag den 27. februar 2011

Project 52, uge 8: Forår


Reaching for the Sun
Originally uploaded by Ole G.
Det er et par uger side, jeg sidst har lagt et billede op under titlen "Projekt 52" (tidligere project 365). Jeg har følt mig lidt hæmmet af de temaer, jeg har hentet fra Digital Photography School: De var måske en anelse for "amerikanske" efter min smag. Men det vil jeg ikke længere lade være en hæmsko. Nu definerer jeg selv temaerne :-)

Jeg er ved at forberede nye beboere til vores drivhus. I vindueskarmen har jeg et stribe chilispirer stående. De er et dejligt varsel om, at foråret er på vej.

tirsdag den 22. februar 2011

Billeder med mobiltelefon

Tager du billeder med din mobiltelefon? Jeg gør det yderst sjældent. Men hvorfor egentlig ikke? Jo, mit argument for ikke at tage billeder med min mobiltelefon er, at kvaliteten ikke er i top sammenlignet med mit "rigtige" kamera. Men hvad pokker gør man, når man nu ikke har andet ved hånden…

Her ser du et par eksempler på billeder taget med min mobiltelefon.
Body Parts

The Rough West Coast


fredag den 18. februar 2011

Bøje fanget i is


Buoy Trapped in Ice
Originally uploaded by Ole G.
Og nej, det er ikke ham, der har en makker ved navn Kaj :-)

Den sidste uges tid er vandet i havnen frosset til med rekordfart. De røde bøjer, der holder bådebroen oppe, står med en dejlig kontrast til den blege, kontrastløse overflade af is.

Jeg har piftet den røde farve en smule op, men ellers er billedet ubehandlet.

Colour på tossen

I dag stjal jeg mig til en lille tur langs havnefronten sammen med min gode kollega og foto-soul-mate Dorte for at skyde et par billeder. Jeg var fascineret af isen og dens former.

Colour on Ice
Originally uploaded by Ole G.

Om aftenen fandt jeg billedet et smule kedeligt - måske var jeg under indflydelse af en fredags GT ;-) Allenfals gav jeg mig til at farvelægge billedet.

onsdag den 16. februar 2011

Hvilket optik er dit mest brugte?

Du har sikkert, ligesom jeg, et optik, du bruger mere end andre. På denne side kan du se de tre glas, jeg har.

Mit 18-70 mm købte jeg i 2006. Som supplement til det glas brugte jeg et ældre 80-200 mm plastikoptik. Ikke dårligt, men absolut ikke godt. Og på rejser irriterede det mig, at jeg skulle skifte glas hele tiden - med skidt på censoren til følge.

Så købte jeg mit dejlige Nikkor AF-S 18-200mm VRII 1:3.5-1:5.6. Bevares, det er ikke så hurtigt som fx Nikkor 70-200MM F/2.8G VRII AF-S ED, men det er til at komme hjem med uden, at man skal pantsætte sin førstfødte.

Nikkor AF-S 18-200mm VRII 1:3.5-1:5.6

Mit Nikkor AF-S Micro 105mm 1:2.8 sætter jeg stor pris på til portrætter eller makro. Men mit mest brugte optik er altså mit Nikkor AF-S 18-200mm VRII 1:3.5-1:5.6 på grund af dets alsidighed.

Hvilket optik er for det meste spændt på dit kamera?

400 billeder af Ansel Adams

Ansel Adams, 1902-1984
Så kom den endelig dumpende med posten: Ansel Adams 400 Photographs. Og efter at have bladret lidt i den, må jeg sige, at jeg er imponeret. Jeg kendte lidt til hans billeder fra internet, men for pokker et skarpt øje, den mand må have haft.

Hvis du har været på vestkysten af USA, vil du kunne kende nogle af hans motiver. Hans sort/hvide billeder fra fx Yosemite er beundringsværdige - det er næsten som at være der selv.

Ansel Adams fotograferede med et 8" kamera, og jeg er ikke misundelig over at skulle slæbe rundt på sådan et monstrum. Adams har en gang udtalt, at den vigtigste fotografiske komponent er de 30 cm bag kameraet. Så selv med vores moderne udstyr burde det være muligt at genskabe bare en smule af Ansel Adams' fantstiske udtryk.

tirsdag den 15. februar 2011

Det er en kold tid, vi lever i...

I dag har jeg været ude at lufte mit kamera en times tid i Køge. (16/2 2011: Se nogle af billederne fra turen på Flickr).Samtidig benyttede jeg mig af lejligheden til at teste mine nyindkøbte handsker – Lowepro Photo Gloves og The North Face E-tip Gloves.

Du får lige lidt meteorologiske data, inden vi går videre med min særdeles uvidenskabelige test: Temperaturen var på -1,5 grader, da jeg parkerede bilen, og det blæste en halv pelikan (ifølge DMI blæste det 15-20 m/s, altså en stiv til stærk kuling). Iberegnet kuldeindeks (chill factor) blev jeg udsat for temperaturer på mellem 18 og 20 graders frost. Det var altså temmelig koldt!

mandag den 14. februar 2011

GPS-koordinater på billeder

De seneste år har jeg eksperimenteret lidt med at få lagt GPS-koordinater på mine billeder. Jeg var begejstret over, at man på Flickr kan se, hvor billedet er taget. Selvfølgelig har jeg fumlet lidt rundt med manuelt at placere billederne på et kort, men det er ikke sjovt i længden.

I dette indlæg vil jeg skrive lidt om de erfaringer, jeg har med at få lagt GPS-koordinater på mine billeder.

fredag den 11. februar 2011

Projekt 365, uge 6: Body Parts

Det havde jeg lige godt aldrig troet: At jeg skulle lægge et billede på denne blog taget med min iPhone 4. Men her er det altså. Mit bidrag til ugens Projekt 365-billede med temaet Body Parts.
Body Parts

tirsdag den 8. februar 2011

Foråret er set i København

Så er det endeligt bekræftet: Foråret er på vej.

På aftenens photo walk fandt jeg en lille klynge erantis på en sydvendt skråning ved Stadsgraven. Klokken var næsten halvseks om aftenen, så lys var en mangelvare. Så kameraet kom på stativ, blænderen sat til f/11 og lukkertiden til 20 sekunder.

Det blæste stadig en smule (det var temmelig køligt), så jeg var spændt på resultatet. Men tilsyneladende dannede jeg læ nok til, at blæsten ikke generede min forårsbebuder.

søndag den 6. februar 2011

Projekt 365, uge 5: Søvn


Eternal Sleep
Originally uploaded by Ole G.
Billedet her hedder Eternal Sleep - den evige søvn. Min fortolkning af denne uges emne har en morbid kant, det erkender jeg blankt.

I planlægning af denne uges billede havde jeg flere emner i tankerne: en sovende baby, passagerere i S-toget, en hjemløs på en bænk. Men idéen om den evige søvn blev ved med at vende tilbage og sejrede altså over de andre idéer.

Billedet har jeg taget på Jersie Kirkes kirkegård på manuel eksponering med blænde f/25 og en lukkertid på 1,6 sekunder. Himlen var overskyet - regndråberne kom lidt senere. Det gav et perfekt blødt lys ideelt til den lange eksponeringstid.

lørdag den 5. februar 2011

Rodney Lough Jr.

I 2009 var Pia og jeg på ferie i USA og her havde vi to overnatninger i San Francisco. En dejlig by med masser af kontraster, masser af liv, masser at kigge på - lige noget for os. Selvfølgelig måtte vi også besøge Pier 39. Et sted flittigt besøgt af turister som os. Her så, lugtede og hørte vi naturligvis de kendte søløver.
Søløver ved Pier 39, San Francisco